Sådan skriver du en rettelse, som læseren kan forstå og stole på

Før du skriver et ord af selve rettelsen, skal du være sikker på, hvad fejlen består i. Det lyder banalt, men mange rettelser bliver utydelige, fordi skribenten har rettet i hast og kun halvt forstået, hvad der gik galt. Åbn den oprindelige tekst, find den præcise sætning, og læg den ved siden af de dokumenter, du byggede den på. Er det et tal, der er skrevet forkert af, et citat, der er gengivet unøjagtigt, eller en påstand, der aldrig havde dækning?

Skriv derefter for dig selv med to korte sætninger, hvad der stod, og hvad der er korrekt. Hvis du ikke kan det, er du ikke klar til at rette. Tjek også, om fejlen findes flere steder i teksten, i overskriften, i billedteksten eller i et faktaafsnit. En rettelse, der kun fanger det ene sted, efterlader læseren med to modstridende oplysninger, og så har du skabt mere forvirring end før.

Notér til sidst, hvem der opdagede fejlen, og hvordan. Det behøver ikke komme med i selve rettelsen, men det hører til i din dokumentation, så andre kan følge forløbet bagefter.

• Find den præcise sætning, der er forkert
• Sammenhold den med den oprindelige kilde
• Søg efter samme fejl andre steder i teksten

En god rettelse har tre dele: hvad der stod, hvad der er korrekt, og hvorfor det blev forkert, når forklaringen hjælper læseren. Hold dig til denne rækkefølge, for den gør, at læseren hurtigt kan se, om rettelsen angår dem. Begynd ikke med en undskyldning eller en lang indledning. Sig det, der er sket, i almindeligt sprog.

Et eksempel på opbygningen kunne være: I en tidligere version stod det, at udvalget havde behandlet sagen i marts. Det rigtige er, at sagen blev behandlet i april. Fejlen skyldtes en forveksling af to mødedatoer i vores noter. Bemærk, at eksemplet nævner både den forkerte og den rigtige oplysning, så læseren ikke behøver gætte.

Undgå formuleringer som at der er opstået en misforståelse, eller at en oplysning ikke fuldt ud svarede til virkeligheden. De skjuler, hvem der tog fejl, og hvad fejlen var. Skriv i stedet i aktiv form, at det var din egen redaktion, der gengav noget forkert, hvis det er tilfældet. Det virker mere troværdigt, ikke mindre.

• Hvad der stod i den oprindelige tekst
• Hvad der er korrekt, med kilden hvis den hjælper
• Kort forklaring på, hvordan fejlen opstod

En rettelse, som ingen kan finde, gør ingen nytte. Placér den, hvor læseren faktisk ser den: øverst eller nederst i selve artiklen, tydeligt adskilt fra brødteksten og markeret som rettelse. Skjul den ikke i en fodnote eller et sted, hvor man skal scrolle langt. Hvis fejlen var væsentlig, bør rettelsen stå øverst, så læseren møder den, før de læser videre på et forkert grundlag.

Ret altid selve fejlen i teksten, men lad ikke den gamle formulering forsvinde sporløst. Hvis du blot overskriver uden at markere noget, ved de læsere, der allerede har læst eller delt artiklen, ikke, at der er sket en ændring. Det er den stille redigering, der koster mest tillid, når den opdages.

Overvej også, hvor teksten er delt. Hvis overskriften eller et uddrag med den forkerte oplysning ligger andre steder, som du kan påvirke, så få dem rettet samtidig. Skriv i din dokumentation ned, hvor du rettede, og hvornår, så forløbet kan genfindes.

Ikke enhver fejl kræver samme omtale. En stavefejl i et navn, der uden tvivl er en tastefejl, kan rettes med en kort note eller direkte i teksten. En forkert påstand om en persons handlinger eller et tal, som en konklusion hviler på, kræver en tydelig, synlig rettelse og ofte en henvendelse til dem, den angår.

Stil dig selv to spørgsmål. Ville en læser have draget en anden konklusion, hvis oplysningen havde været rigtig? Og ville den, der er omtalt, føle sig misrepræsenteret? Bliver svaret ja til et af dem, er rettelsen væsentlig og skal behandles derefter. Er svaret nej til begge, kan en enkel markering være nok.

Gør denne vurdering til en fast vane, og skriv den ned i din notevane, så du ikke afgør det efter dagsform. Når du handler efter samme målestok hver gang, bliver du mere konsekvent, og de, der arbejder sammen med dig, ved, hvad de kan forvente, når noget skal rettes.

• Væsentlig: ændrer konklusionen eller rammer en person
• Mindre: tastefejl uden betydning for indholdet

Rettelsens sprog skal være lige så klart som resten af din tekst. Brug korte sætninger, konkrete tal og navne, og undgå interne betegnelser, som læseren ikke kender. Skriv ikke, at sagen er blevet efterrationaliseret, hvis du mener, at du tog fejl af en dato. Vælg de ord, du ville bruge, hvis du forklarede det til en kollega over bordet.

Hold tonen rolig. En rettelse er hverken en bekendelse eller et forsvar. Du skal ikke gøre fejlen større end den er, men heller ikke mindre. Undlad at skyde skylden på kilder, medmindre kilden faktisk gav urigtige oplysninger, og så kun hvis du kan dokumentere det.

Læs rettelsen højt, før du offentliggør. Hvis du stopper op, eller en sætning lyder, som om den vil undvige, så skriv den om. Bed gerne en anden læse den uden at kende baggrunden: forstår vedkommende, hvad der var galt, og hvad der er rigtigt nu? Så har du ramt rigtigt.

Selve rettelsen er kun halvdelen af arbejdet. Den anden halvdel er den interne dokumentation: hvad var fejlen, hvem opdagede den, hvilke kilder lå til grund, hvad blev ændret, og hvornår. Gem det sammen med resten af din research, så det følger sagen, og så en anden kan se, hvordan du nåede frem til den rigtige oplysning.

Brug en fast skabelon, der er kort nok til, at du faktisk udfylder den. Fem linjer rækker: fejl, rigtig oplysning, kilde, ændring og dato. Over tid ser du mønstre, for eksempel at fejl ofte opstår ved overførsel af tal fra et dokument til et andet, og så kan du indføre en ekstra kontrol netop dér.

Rettelsespraksis er også læring. Gennemgå jævnligt dine egne rettelser og spørg, hvad du kunne have gjort for at undgå dem. Det er ikke en øvelse i selvkritik, men i at styrke den metode, du arbejder efter, så næste tekst bliver lidt sikrere end den forrige.

• Fejl, rigtig oplysning, kilde, ændring, dato
• Gem noten sammen med researchmaterialet