Tjekliste til din researchplan, før du går i gang

Når en researchplan går skævt, ligger fejlen næsten altid i det første trin: spørgsmålet var for løst formuleret. Før du beslutter dig for noget som helst, så skriv hovedspørgsmålet ned i én sætning og læs det højt. Kan en kollega forstå, hvad du leder efter, uden at du forklarer baggrunden? Hvis ikke, er spørgsmålet endnu ikke færdigt.

Gå derefter ét skridt videre og del hovedspørgsmålet op i delspørgsmål, som hver kan besvares med et dokument, et tal eller en person. Et delspørgsmål som 'hvordan har det udviklet sig?' er for bredt. 'Hvad var antallet i 2020, og hvad er det nu?' kan afgøres. Det gør planen konkret og viser dig hurtigt, hvor du mangler materiale.

Skriv også ned, hvad du ikke vil undersøge. En afgrænsning på to linjer sparer dig for sidespor, når tiden bliver knap. Den er især nyttig, når du arbejder sammen med andre, fordi alle ser, hvor planens kant går.

Til sidst tjekker du, om spørgsmålet i virkeligheden er en påstand i forklædning. Hvis du allerede ved, hvad svaret skal være, leder du efter bekræftelse og ikke efter viden. Omformuler det, så et nej er et lige så brugbart svar som et ja.

• Hovedspørgsmålet står i én sætning
• Hvert delspørgsmål kan besvares med et konkret belæg
• Afgrænsningen er skrevet ned
• Spørgsmålet kan besvares med både ja og nej

En hypotese i research er et begrundet bud, du aktivt forsøger at modbevise. Den hjælper dig med at vælge, hvilke kilder du går til først, og hvad der tæller som belæg. Gå dine hypoteser igennem én ad gangen og spørg: hvad skulle jeg finde for at opgive den?

Hvis du ikke kan beskrive et fund, der ville kunne skyde hypotesen ned, er den for vag til at være til nytte. 'Kommunen har haft problemer med sagsbehandlingen' kan næsten ikke afvises. 'Ventetiden steg i den periode, hvor to stillinger var ubesatte' kan tjekkes mod dokumenter.

Rangér hypoteserne efter, hvor meget de ville ændre din historie, hvis de holdt. Brug tiden på de to eller tre vigtigste først, og lad de små vente. Det er en enkel prioritering, men den forhindrer, at du bruger første halvdel af tidsrammen på de mindst afgørende detaljer.

Notér også, hvilken hypotese du selv helst vil have ret i. Den skal du være ekstra streng ved. Mange nye skribenter oplever, at netop den mest tiltalende forklaring får den mindste kritik, og en skriftlig markering gør det lettere at stoppe op og være ærlig.

• Hver hypotese har et fund, der kan afvise den
• De vigtigste hypoteser er rangeret først
• Den foretrukne hypotese er markeret til ekstra kritik

Et kildekort er et kort notat, du laver, før du tager kontakt eller læser dybdegående. Det rummer kildens navn eller titel, hvad den formodes at kunne bidrage med, hvilken afsender og hvilket motiv der ligger bag, og hvad du skal have bekræftet andetsteds. Går du planen igennem, skal hver kilde have sit kort.

Kildekortet tvinger dig til at skelne mellem førstehåndskilder og dem, der blot gentager andre. Hvis tre af dine kilder alle henviser til den samme oprindelige rapport, har du i praksis én kilde, og det skal planen afspejle. Skriv derfor altid, hvor kilden selv har sin viden fra.

Tilføj en linje om, hvad kilden ikke kan udtale sig om. En ekspert i regler er ikke nødvendigvis ekspert i, hvordan reglerne bruges i hverdagen, og en pressemeddelelse kan dokumentere en beslutning, men ikke dens konsekvenser.

Til sidst tjekker du balancen: er der kilder, der kan modsige dine hypoteser, og er de på kortet? En plan, hvor alle kilder er valgt for at bekræfte det samme, har et hul, som er lettere at lappe nu end under skrivningen.

• Kilden har titel, formodet bidrag og motiv noteret
• Det er skrevet, hvor kilden selv har sin viden fra
• Mindst én kilde kan modsige dine hypoteser

En realistisk tidsramme starter med at tælle baglæns. Hvornår skal teksten afleveres, hvornår skal den bruges til at skrive, og hvornår skal sidste kontrol være færdig? Det, der er tilbage, er den tid, du reelt har til at indsamle. Skriv tallene ind i planen, så de ikke kun lever i hovedet.

Læg derefter et tidsestimat ved hvert delspørgsmål. Mange undervurderer ventetid: svar fra kilder, aktindsigt og dokumenter, der skal findes frem. Regn med, at noget af arbejdet står stille, og planlæg andet research, du kan lave imens.

Afsæt en fast buffer, helst en femtedel af den samlede tid, til det uventede. Det kan være en kilde, der trækker sig, eller et tal, der viser sig at stride mod et andet. Uden buffer går tiden fra verifikationen, og det er netop den del, der aldrig bør spares væk.

Til sidst beslutter du, hvad der skæres fra, hvis tiden bliver for knap. Hvis du allerede nu ved, hvilke delspørgsmål der kan udgå uden at ødelægge historien, træffer du beslutningen roligt i stedet for i panik.

• Tidsrammen er talt baglæns fra afleveringen
• Ventetid er indregnet, og der er en buffer
• Det er besluttet, hvad der kan udgå

En god plan kan læses af en anden uden mundtlig forklaring. Prøv at give den til en kollega eller medstuderende og bed vedkommende fortælle, hvad du skal gøre først. Hvis personen tøver, er der noget, der kun står i dit hoved.

Tjek, at planen siger, hvor dokumenter skal gemmes, og hvordan de navngives. Det lyder småt, men en researchplan uden aftalt ordning skaber rod senere, når citater og henvisninger skal findes igen. Beslut navngivning og mappestruktur, før den første fil lander.

Skriv også ned, hvordan du vil notere det, du finder: hvad der er direkte citat, hvad der er din egen gengivelse, og hvad der er din vurdering. Den skelnen er let at miste i travlhed og svær at genskabe bagefter.

Til sidst afgør du, hvornår planen må ændres, og hvordan ændringen noteres. Planer skal justeres, men en synlig ændring med en kort begrundelse gør din research gennemskuelig og lettere at forsvare, hvis nogen spørger, hvorfor du gik en anden vej.

• En anden kan forstå planen uden forklaring
• Navngivning og mappestruktur er aftalt
• Ændringer i planen noteres med en kort begrundelse

Når alle punkter er gennemgået, så læs planen igennem én gang til som en kritiker. Spørg dig selv, hvad der ville få dig til at tvivle, hvis du læste den som redaktør. Ofte finder du det svageste led på den måde.

Se efter, om planen ender i noget, der kan afleveres: en liste over verificerede påstande, en samlet kilderække eller et notat med åbne spørgsmål. Uden et tydeligt slutprodukt risikerer research at blive ved og ved.

Tjek også, at du har plads til at sige, at noget ikke kunne bekræftes. En plan, der kun forventer sikre svar, presser dig til at gøre usikkert materiale mere sikkert, end det er.

Hvis alle punkter holder, kan du begynde. Hvis to eller flere står åbne, er det bedre at bruge en time mere på planen nu end at opdage hullerne midt i arbejdet.

• Planen er læst som en kritiker ville læse den
• Slutproduktet er defineret
• Der er plads til svaret 'ikke bekræftet'