Tjekliste før du beslutter, om en påstand kan bruges

Før du tjekker noget som helst, skal du kunne skrive påstanden ned i én sætning. Det lyder banalt, men mange fejl opstår, fordi man tjekker noget andet end det, der faktisk står i teksten. Skriv den præcise formulering, notér hvem der siger den, og hvor du første gang så den. Spørg derefter dig selv, hvad der skal være sandt, for at påstanden holder.

Belæg er det, der kan efterprøves af en anden: et dokument, en måling, en optagelse eller et vidne, som kan nævnes ved navn. Påstanden er det, nogen hævder på baggrund af det. I mine øvelser beder jeg deltagerne tegne to kolonner og sætte hver oplysning i den ene eller den anden. Det tager ti minutter, og det afslører ofte, at en tekst står på langt færre belæg, end den giver indtryk af.

Når kolonnen med belæg er tynd, er det ikke ensbetydende med, at påstanden er forkert. Det betyder blot, at du endnu ikke har ret til at skrive den som kendsgerning. Brug i stedet formuleringer, der viser, hvem der hævder det, eller hold den ude, indtil du har mere.

• Kan påstanden formuleres i én entydig sætning?
• Hvem fremsætter den, og hvad er vedkommendes interesse?
• Hvilket konkret dokument eller data bygger den på?

Et tal er sjældent fejlagtigt i sig selv, men det kan være fjernet fra sin sammenhæng. Find derfor altid den oprindelige opgørelse, ikke en gengivelse i en anden artikel. Læs, hvad der er målt, i hvilken periode, for hvilken gruppe og i hvilken enhed. En stigning på tyve procent betyder noget helt andet, hvis udgangspunktet er fem eller fem tusind.

Tjek også, om der sammenlignes ens med ens. Er årene opgjort på samme måde, er geografien den samme, og er definitionerne uændrede? Mange tilsyneladende udviklinger skyldes blot, at man ændrede måden at tælle på. Regn selv efter, når det er muligt: kan du komme frem til det samme tal ud fra rådata, er du på sikker grund.

Notér til sidst, hvor tallet kommer fra, og hvornår du hentede det. Datoen på din hentning er en del af din dokumentation, fordi tabeller og opgørelser kan blive rettet bagefter.

• Hvad er målt, hvornår og for hvem?
• Er enhed og definition den samme i alle led?
• Kan du regne tallet efter fra grundmaterialet?

Et citat kan være ordret korrekt og stadig vildledende. Derfor har du to spørgsmål: Er ordene gengivet præcist, og står de i en sammenhæng, der bevarer meningen? Find helst optagelsen, transskriptionen eller den originale tekst. Hvis du kun har en andenhåndsgengivelse, skal du behandle citatet som en påstand om, hvad der blev sagt, og ikke som et faktum.

Læs, hvad der stod før og efter. Ofte ændrer en indskudt forbehold, et spørgsmål eller en ironisk tone det hele. Spørg også, om personen faktisk talte på egne vegne eller på vegne af en organisation, og om situationen var offentlig eller fortrolig.

Når du ikke kan få bekræftet ordlyden, kan du kontakte den citerede og lægge det frem. Notér svaret, uanset hvad det er. Et afslag eller en præcisering er også oplysning, du kan bruge.

• Har du originalen, ikke kun en gengivelse?
• Er konteksten før og efter læst?
• Taler personen for sig selv eller for en organisation?

Et billede overbeviser hurtigt, og netop derfor skal det tjekkes grundigt. Begynd med at finde den tidligste udgave, du kan få fat i. Mange billeder cirkulerer med nye billedtekster, år efter de blev taget. Spørg, hvem der tog det, hvornår og hvor, og om fotografen eller kilden kan bekræfte det.

Kig derefter efter detaljer i selve billedet: skiltning, vejr, skygger, tøj og landskab. Passer de til det sted og det tidspunkt, der påstås? Sammenhold med andre billeder fra samme begivenhed, hvis de findes. Hvis detaljerne ikke stemmer, er det et tegn på, at billedet er flyttet i tid eller sted.

Husk, at et ægte billede kan bruges til at underbygge en forkert historie. Verificér derfor både billedets oprindelse og den beskrivelse, der følger med det.

• Hvem tog billedet, og hvornår?
• Passer detaljerne i billedet med påstået sted og tid?
• Findes der en tidligere udgave med anden billedtekst?

Det mest almindelige svigt i faktatjek er ikke, at man tjekker for lidt, men at man ikke kan vise, hvad man gjorde. Skriv undervejs, hvilke kilder du åbnede, hvad de sagde, og hvad du konkluderede. Gem links, filer og skærmbilleder med dato. Så kan en kollega følge dit spor, og du kan selv finde tilbage, når nogen spørger.

Brug en fast form til hver påstand: formulering, kilde, belæg, vurdering og åbne spørgsmål. Vurderingen kan være enkel, for eksempel bekræftet, delvist bekræftet, ikke bekræftet eller afkræftet. Det vigtige er, at skalaen er den samme hver gang, og at begrundelsen står ved siden af.

Denne disciplin virker kedelig, men den sparer tid, når en tekst skal opdateres eller rettes. Den gør også dine beslutninger gennemsigtige for dem, der læser efter dig.

• Én post pr. påstand med kilde og dato
• Fast vurderingsskala, samme begreber hver gang
• Gem filer og skærmbilleder, ikke kun links

Når tjeklisten er gennemgået, har du tre mulige udfald. Hvis belægget holder og kan peges på, bruger du påstanden og angiver kilden, hvor det er relevant. Hvis belægget er delvist, bruger du den med et tydeligt forbehold, der siger præcis, hvad der er bekræftet, og hvad der ikke er.

Det tredje udfald er at lade den ligge. Det kræver sin egen disciplin, især når historien er god, og tiden er knap. Spørg dig selv, om du ville kunne forsvare formuleringen over for den, den handler om, og over for en læser, der tjekker efter. Hvis ikke, mangler du stadig noget.

Notér begrundelsen for din beslutning, også når du dropper noget. Den kan blive nyttig senere, hvis påstanden dukker op igen, eller hvis nye oplysninger ændrer billedet.

• Belæg på plads: brug og angiv kilde
• Delvist belæg: brug med præcist forbehold
• Intet holdbart belæg: lad være, og notér hvorfor