Sådan vurderer du en kilde trin for trin, før du bruger den

Når en ny kilde lander på dit skrivebord, er fristen at gå direkte til det, den siger. Det er den forkerte rækkefølge. Jeg beder deltagerne om først at finde ud af, hvem der står bag: en person, en organisation, en myndighed eller en anonym profil. Skriv afsenderens navn øverst på dit kildekort, og noter, hvordan du fandt det. Kan du ikke finde en afsender, er det i sig selv en oplysning, som du skal skrive ned.

Næste skridt er at undersøge, hvad afsenderen faktisk har forstand på. En læge kan have noget at sige om behandling, men ikke nødvendigvis om sundhedsøkonomi. Kig efter, hvor afsenderen tidligere har udtalt sig, og om vedkommende har en rolle, der giver direkte indsigt i sagen. Du behøver ikke slå afsenderen op i mange omgange. Tre eller fire målrettede søgninger giver som regel et brugbart billede, og resultatet skriver du ned med dato.

• Hvem står der som afsender, og hvordan har du bekræftet det?
• Hvilken rolle har afsenderen i forhold til sagen?
• Kan du finde afsenderen uafhængigt af kilden selv?

Alle kilder har et formål. En pressemeddelelse vil skabe opmærksomhed om en virksomhed, en rapport fra en interesseorganisation vil styrke en sag, og et opslag på sociale medier vil ofte udløse reaktioner. Det gør ikke kilden ubrugelig, men det ændrer, hvordan du læser den. I øvelserne lader jeg deltagerne formulere motivet i én sætning, før de må gå videre, fordi det tvinger dem til at tage stilling.

Se også på, hvem der har betalt for eller gavn af, at oplysningen er ude. Det handler ikke om mistænksomhed, men om at kende kildens vinkel. Hvis en undersøgelse er bestilt af en brancheforening, skal du vide det, og din læser skal vide det, når du bruger tallene. Skriv motivet på kildekortet, og marker, om det er åbenlyst, sandsynligt eller uklart. Den skelnen gør dine senere valg langt lettere at forklare.

• Formuler kildens formål i én sætning.
• Noter, hvem der har bestilt eller betalt for materialet.
• Marker motivet som åbenlyst, sandsynligt eller uklart.

En kilde kan være korrekt og alligevel misvisende, fordi den er gammel. Find ud af, hvornår materialet blev udgivet, og om det er opdateret siden. Mange hjemmesider viser ikke tydeligt, hvornår en side sidst er ændret, så brug gerne flere spor: datoer i teksten, henvisninger til begivenheder og versionshistorik, hvis den findes. Skriv både udgivelsesdato og din egen vurdering af, om oplysningen stadig holder.

Kontekst handler om, hvad kilden er et uddrag af. Et citat uden for sammenhæng kan sige det modsatte af det oprindelige budskab. Prøv derfor at finde hele interviewet, hele rapporten eller hele tabellen. I efteråret, hvor mange nyheder bygger på budgetter, sæsonopgørelser og årsrapporter, ser jeg ofte, at et tal citeres fra et tidligere år. Et hurtigt blik på tidsperioden i tabeloverskriften redder dig fra den fejl.

• Find udgivelsesdato og eventuel opdatering.
• Læs citatet i sin fulde sammenhæng.
• Kontroller, at tal gælder den periode, du skriver om.

Når du kender afsender, motiv og tidspunkt, kommer turen til selve belægget. Spørg, hvad kilden bygger sine udsagn på: egne målinger, andres data, vidnesbyrd eller blot en antagelse. En kilde, der viser sit grundlag, kan du efterprøve. En kilde, der kun gentager en konklusion, kan du ikke. Skriv ned, hvilke dokumenter eller data der henvises til, og om du selv har kunnet se dem.

Lad dig ikke nøjes med at se, at der står en henvisning. Åbn den. Det sker oftere, end man tror, at et link peger på en side, der ikke siger det, påstanden hævder. Hvis du ikke kan få adgang til grundlaget, så skriv det på kildekortet og overvej, om du kan bruge kilden som mere end et fingerpeg. Dokumentationens kvalitet afgør, hvor meget vægt kilden kan bære i din tekst.

• Hvad bygger kilden sine udsagn på?
• Har du selv set de dokumenter, der henvises til?
• Kan en anden følge dit spor til samme belæg?

Til sidst samler du det hele. Jeg bruger et enkelt kildekort med fire felter: afsender, motiv, aktualitet og dokumentation. Under hvert felt skriver du en kort vurdering og en dato for, hvornår du undersøgte det. Nederst skriver du en samlet konklusion i en eller to sætninger: kan kilden bruges, med hvilket forbehold, og til hvad. Kortet er til dig selv og til en kollega, der senere skal tjekke dit arbejde.

Det er en fordel at lade kortet være kort. Hvis du skriver tre sider om hver kilde, bliver det en byrde, og du holder op med at bruge det. Når du har arbejdet med metoden nogle gange, tager et kort ofte kun få minutter. Det vigtige er, at det er ensartet, så du kan sammenligne to kilder om samme sag og se, hvor den ene er stærkere end den anden.

• Fire felter: afsender, motiv, aktualitet, dokumentation.
• Datér hver vurdering.
• Afslut med en kort konklusion og et forbehold.

Den bedste måde at lære metoden på er at bruge den på noget, du ikke er følelsesmæssigt engageret i. Vælg to artikler eller rapporter om samme emne, og udfyld et kildekort for hver. Læg mærke til, hvor du er i tvivl, og hvor du har brug for mere information. Det er netop de huller, der viser, hvor din vurdering endnu er skrøbelig.

Bed gerne en medstuderende gennemgå dine kort uden at kende din konklusion. Hvis vedkommende når til en anden vurdering, så kig på forskellen og find ud af, om den skyldes forskellig information eller forskellig læsning. I kurset arbejder vi netop sådan, fordi en vurdering først bliver robust, når den kan forklares for andre. Gentag øvelsen med nye kilder, indtil rækkefølgen sidder i fingrene.