Hypotese, kildekort og tidsramme: tre ord i en researchplan

Når nye skribenter hører ord som hypotese og kildekort, lyder det som noget fra et universitet. På en redaktion er det i virkeligheden værktøj til at undgå spildt tid. Jeg har set mange planer, der bestod af en liste over personer, man gerne ville ringe til, og ikke andet. Den slags plan siger ingenting om, hvad man vil finde ud af, eller hvornår man kan stoppe.

På kurset bruger vi tre begreber til at gøre planen konkret: hypotesen, kildekortet og tidsrammen. De hænger sammen. Hypotesen siger, hvad du tror og skal prøve at modbevise. Kildekortet siger, hvor du kan få svar, og hvor godt svaret er. Tidsrammen siger, hvor længe du har lov til at lede.

I denne sidste del om researchplanlægning tager jeg dem et ad gangen og forklarer, hvad de betyder i praksis, og hvordan du bruger dem uden at gøre det mere besværligt end nødvendigt.

En hypotese er ikke en overbevisning, du vil have bekræftet. Det er en foreløbig forklaring, som du formulerer i én sætning, så du kan teste den. Eksempel: kommunens udgifter til vinterbekæmpelse er steget, fordi aftalen med entreprenøren blev ændret. Sætningen kan være forkert, og det er netop pointen.

Den gode hypotese er så præcis, at den peger på dokumenter og personer. Hvis du skriver, at noget er gået galt med vejene, ved du ikke, hvad du skal lede efter. Skriver du, at udgiften steg efter en bestemt aftale, ved du, at du skal bruge aftaleteksten, budgetter og regnskaber.

Jeg beder altid deltagerne skrive en modhypotese ved siden af. Hvis prisstigningen i stedet skyldes mere sne, hvad ville du så kunne se i tallene? Når du på forhånd ved, hvad der ville modsige dig, bliver du sværere at narre, også af dig selv.

• Formulér hypotesen i én sætning med et verbum
• Skriv en modhypotese, der kunne forklare det samme
• Ret hypotesen undervejs, og notér hvornår og hvorfor

Et kildekort er en kort beskrivelse af en kilde, før du bruger den. Det kan være en fysisk indekskort eller en række i et dokument. Der står, hvem kilden er, hvad den kan vide ud fra sin position, hvilket motiv den kan have, og hvad du vil spørge om eller finde i den.

Pointen er rækkefølgen. Du vurderer kilden, inden du har hørt svaret, og dermed påvirkes vurderingen ikke af, om svaret passer til din historie. En pressemeddelelse kan være fin til at dokumentere, hvad en organisation vil have frem, men dårlig som belæg for, at noget faktisk er sket.

Kortet får også en linje om, hvordan du kan kontrollere det, kilden siger. Findes der et dokument, et tal fra en anden afsender eller en person, der var til stede? Mangler du en kontrolmulighed, skriver du det, så du ved, at udsagnet foreløbig står alene.

• Hvem er kilden, og hvad kan den vide førstehånds
• Hvilket motiv eller hvilken interesse kan den have
• Hvordan kan udsagnet kontrolleres hos andre

En tidsramme er et aftalt loft over, hvor meget tid hver del af researchen må fylde. Mange undervurderer den, fordi research føles uendelig. Der er altid en kilde mere. Uden en ramme ender du med at bruge to dage på noget, der var to timer værd, og for få timer på det, der bærer historien.

Når du lægger rammen, så del arbejdet i trin: baggrund, dokumenter, samtaler, kontrol og skrivning. Giv hvert trin et realistisk antal timer, og læg luft ind til det uventede. Folk svarer ikke altid, når du har brug for det, og dokumenter kan kræve aktindsigt, som tager tid.

Rammen er ikke en tvangstrøje. Hvis du ved første frist ikke har fundet noget, der støtter hypotesen, er det et resultat. Så beslutter du bevidst, om du forlænger, ændrer retning eller dropper sagen. Den beslutning skal stå i planen med en begrundelse.

I kursets øvelse får du en kort tekst med en påstand om en lokal sag. Du skriver først hypotesen og modhypotesen, derefter tre til fem kildekort og til sidst en tidsplan med trin og timer. Først derefter må du begynde at søge.

Underviseren læser planen som en redaktør ville gøre det: kan jeg se, hvad du vil bevise, hvor du henter det, og hvornår jeg får svar? Mangler et af de tre, sender jeg den tilbage med et enkelt spørgsmål. Det er sjældent, at planen skal skrives om fra grunden.

Mange oplever, at selve skrivningen af planen tager længere tid end forventet, men at researchen bagefter går hurtigere. Du ved, hvad du leder efter, og du kan sige nej til sidespor uden dårlig samvittighed. Planen bliver et fælles sprog, hvis andre skal overtage eller læse med.

Den mest almindelige misforståelse er, at planen skal være færdig, før du begynder. Det skal den ikke. Den skal være tydelig nok til at kunne ændres, og hver ændring bør noteres. En plan, der aldrig opdateres, er lige så ubrugelig som ingen plan.

Den næste er at tro, at en hypotese betyder, at du allerede har besluttet konklusionen. Tværtimod. Jo tidligere du skriver, hvad der kunne vise dig forkert, desto mere ærlig bliver researchen. Det gælder især, når en sag føles indlysende.

Og så er der kildekortene, som nogle springer over, fordi de virker som papirarbejde. Men de er netop det, der gør det muligt for en anden at følge din vej, og for dig selv at huske, hvorfor du stolede på en bestemt person.

• Planen må gerne ændres, bare med notat om hvorfor
• Hypotesen er en prøve, ikke en konklusion
• Kildekort er til dig og til dem, der læser med