To veje til at vurdere en kilde: afsenderen eller dokumentationen først?

Når du får en kilde i hånden, er der to naturlige måder at begynde på. Den ene starter ved afsenderen: hvem står bag, hvad vil vedkommende, og hvad har vedkommende tidligere sagt. Den anden starter ved selve dokumentationen: hvad er det, kilden faktisk lægger frem, og kan du følge det til dets udspring. Begge veje fører til de samme spørgsmål om afsender, motiv, aktualitet og belæg, men de giver forskellig tyngde til de enkelte spørgsmål.

I kursets øvelser i kildevurdering ser jeg hver gang, at deltagerne har en fast vane. Nogle går instinktivt efter afsenderen og lader et pænt navn eller en kendt institution tale for sig. Andre dykker ned i tallene og glemmer at spørge, hvorfor tallene overhovedet er fremlagt. I denne note stiller jeg de to tilgange op mod hinanden og peger på, hvilken der tjener en ny skribent bedst.

Fordelen ved at starte med afsenderen er tempoet. På få minutter kan du placere en kilde: er det en privatperson, en organisation med en interesse, en offentlig myndighed eller en anonym profil. Du får et første indtryk af motivet, og det hjælper dig med at vide, hvor kritisk du skal læse resten. Til en hurtig screening i en travl redaktionsdag er det en brugbar metode.

Svagheden er, at afsenderen let bliver en genvej til tillid eller mistillid. En troværdig afsender kan have lavet en fejl, og en uvelset afsender kan have ret. Når du bedømmer personen frem for materialet, risikerer du at lade din forforståelse bestemme resultatet. Jeg har set deltagere afvise et korrekt dokument alene på grund af, hvem der havde sendt det, og godkende et ukorrekt, fordi afsenderen lød kompetent.

• Styrke: hurtig placering af motiv og interesse
• Svaghed: tillid eller mistillid kan erstatte kontrol
• Passer til: første sortering af mange henvendelser

Starter du ved dokumentationen, spørger du først: hvad står der, hvad bygger det på, og kan jeg finde det samme et andet sted. Du læser tal med deres kilde, citater med deres sammenhæng og dato med dens betydning. Afsenderen kommer ind bagefter som en forklaring på, hvorfor materialet ser ud, som det gør. Metoden gør dig mindre påvirkelig af omdømme og mere opmærksom på det, der faktisk kan efterprøves.

Prisen er tid. Det tager længere at følge en henvisning til bunds end at slå en afsender op, og nogle kilder har ingen dokumentation at følge. Her risikerer du at bruge en halv time på et materiale, der ved et blik på afsenderen kunne have været sorteret fra. Metoden kræver derfor, at du ved, hvornår du skal stoppe, og det er en færdighed, der først sidder efter en del øvelse.

• Styrke: du bedømmer det, der kan kontrolleres
• Svaghed: tidskrævende og afhængig af, at der er noget at følge
• Passer til: kilder, der skal bære en central påstand

I en af øvelserne får deltagerne to uddrag om samme emne. Det ene kommer fra en velkendt interesseorganisation og er fyldt med procenttal. Det andet er en kortfattet, anonym blogpost med en direkte henvisning til en offentlig opgørelse. De, der starter med afsenderen, vælger næsten altid organisationen. De, der starter med dokumentationen, opdager, at procenttallene mangler grundlag, mens bloggens henvisning kan efterprøves.

Pointen er ikke, at anonyme kilder er bedre. Pointen er, at rækkefølgen ændrer, hvad du lægger mærke til. Da deltagerne bagefter gennemgik begge uddrag med alle fire spørgsmål, blev de enige om, at organisationens motiv forklarede tallenes udvælgelse, og at bloggens manglende afsender gjorde den svagere som kilde i sig selv. Først samlet gav vurderingen mening, og begge tilgange havde været nødvendige.

Min anbefaling er at starte med dokumentationen og lade afsenderen komme som nummer to. Det føles langsommere i begyndelsen, men det bygger en vane, der beskytter dig mod den mest almindelige fejl: at lade omdømme træde i stedet for kontrol. Når du har set på materialet, har du et konkret grundlag at holde afsenderens motiv op imod, og du kan stille skarpere spørgsmål.

Der er én undtagelse. Når du skal sortere en stor bunke henvendelser, er afsender først en fornuftig grovsortering, så længe du ikke tager den for en vurdering. Brug den til at beslutte, hvad der fortjener dit tid, og lav derefter den egentlige vurdering med dokumentationen først. På den måde får du både tempo og grundighed uden at blande de to opgaver sammen.

• Grovsortér gerne på afsender
• Vurdér altid på dokumentation
• Gennemgå til sidst motiv og aktualitet

Tag to kilder om samme emne, gerne fra nyhedsdækning, du kender i forvejen. Vurder den første med afsender først og noter, hvad du kommer frem til og hvor lang tid det tager. Vurder den anden med dokumentation først og noter det samme. Sammenlign bagefter, om rækkefølgen ændrede din konklusion, og hvilke spørgsmål du først kom til sent.

Gentag øvelsen med et par kilder mere og byt rundt på rækkefølgen. Mønsteret viser sig ofte hurtigt: de fleste har en tilbøjelighed til den ene vej og skal bevidst træne den anden. I kursets tjeklister er alle fire spørgsmål om afsender, motiv, aktualitet og dokumentation skrevet ind, så du kan følge dem i fast rækkefølge og se dine egne vaner tydeligere.