Bag om researchplanen: sådan bygger vi den fra første spørgsmål

Når deltagerne på forløbet starter en researchplan, begynder de næsten altid med et emne. Emnet er ikke et spørgsmål. Jeg beder dem derfor skrive tre til fem spørgsmål, som en læser rimeligvis ville stille, og som kan besvares med noget, man kan finde frem til. Det tager sjældent mere end en halv time, men det er det arbejde, der afgør resten.

Vi sorterer spørgsmålene i to bunker. Den ene bunke består af spørgsmål om kendsgerninger: hvad skete der, hvornår, hvor meget. Den anden handler om forklaringer og vurderinger: hvorfor skete det, hvem bærer ansvaret. Den første bunke kræver dokumenter og tal, den anden kræver mennesker og modstridende synspunkter. Allerede her ser deltagerne, at to forskellige slags research ligger gemt i det samme emne.

• Skriv spørgsmål, ikke emner
• Adskil faktuelle spørgsmål fra spørgsmål om årsag og ansvar
• Stryg spørgsmål, du ikke kan forestille dig et svar på

En hypotese i vores øvelser er et ærligt gæt om, hvad du forventer at finde, skrevet ned før du begynder at søge. Det lyder banalt, men det beskytter mod en velkendt fælde: at man bagefter overbeviser sig selv om, at man hele tiden vidste, hvad der var sandt. Står gætværket på papir, kan det afkræftes, og afkræftelsen er ofte det mest interessante fund.

Jeg lader deltagerne skrive til hver hypotese, hvad der ville tale imod den. Hvis svaret er, at ingenting kunne tale imod, er hypotesen ikke brugbar, og vi omformulerer den. Det er en lille disciplin, men den ændrer måden, folk læser kilder på. De begynder at lede efter det, der ikke passer, og ikke kun efter det, der bekræfter.

Kildekortet er det værktøj, deltagerne først finder besværligt og senere ikke vil undvære. Det er en enkelt side pr. kilde, hvor du skriver, hvem kilden er, hvad den kan vide første hånd, hvad den kan have interesse i, og hvad du vil spørge om. Kortet udfyldes før kontakten, ikke efter, så du ikke lader samtalen bestemme, hvad du synes, du skulle have spurgt om.

Bagest på kortet står en linje til det, kilden faktisk sagde, og en linje til, hvordan du kan efterprøve det hos en anden. Når en plan har otte kort, kan du se hullerne med det samme: Hvis tre kilder alle ligger på samme side af en sag, eller hvis ingen af dem har set dokumentet med egne øjne, så er det det, planen skal rette op på.

• Hvem er kilden, og hvad kan vedkommende vide selv
• Hvilken interesse kan kilden have i sagen
• Hvem kan bekræfte eller modsige udsagnet

Tidsrammen er det sted, hvor planer oftest bryder sammen. Nye skribenter regner med, at alt går, som det er tænkt: kilden svarer samme dag, dokumentet findes, tallet stemmer. Jeg lader deltagerne først skønne, hvor lang tid hver del tager, og derefter lægge halvdelen oven i på de dele, hvor de er afhængige af andre. Svar fra mennesker og institutioner tager længere tid, end man vil tro.

Vi sætter også et punkt midtvejs, hvor planen læses igen med det, man faktisk ved. Her stryger man spørgsmål, der er besvaret, og tilføjer dem, der er opstået. En plan, der aldrig ændres, er som regel ikke blevet brugt. Den gode plan har rettelser i marginen, og de rettelser er et tegn på, at researchen lever.

I de øvelser, vi kører i de her uger, lader jeg en gruppe følge planen slavisk, mens en anden gruppe må afvige, så snart noget interessant dukker op. Resultatet er næsten altid det samme. Den første gruppe bliver færdig til tiden, men mangler et overraskende fund. Den anden gruppe finder noget, men har ikke styr på sine kilder. Den brugbare vej ligger midt imellem.

Derfor skriver vi afvigelser ned. Når en deltager forlader planen, noterer hun hvorfor, og hvad det kostede i tid. Det gør afvigelsen til en bevidst beslutning i stedet for en tilfældig omvej, og det gør det muligt for en anden at forstå, hvordan researchen blev til, hvis den skal overtages eller kontrolleres senere.

• Noter hver afvigelse og begrundelsen for den
• Skriv, hvad omvejen kostede i tid
• Vend tilbage til planen, når du har fulgt sporet

Når øvelsen er slut, afleverer deltagerne den færdige plan sammen med en kort tekst om, hvad der ændrede sig undervejs. Det er den tekst, jeg læser først, fordi den viser, om personen har lært at se på sin egen fremgangsmåde med kritiske øjne. En flot plan uden ændringer vækker faktisk mere mistanke end en rodet plan med ærlige noter.

Målet er ikke en perfekt skabelon, men en vane: at tænke i spørgsmål, gætte åbent, kortlægge kilder og afsætte realistisk tid. Det kræver ingen særlig forhåndsviden, kun lyst til at arbejde langsomt i begyndelsen. Hastigheden kommer af sig selv, når grebene sidder, og planen bliver så et redskab, du stoler på.